Bussen kørte (næsten) til Tiden

Hærvejsklyngens Valgbus 2025
Lørdag d.1. November stod på en Danmarkspremiere i Vejen Kommune. De opstillede partier til Kommunalvalget havde beredvilligt stillet med 1-2 kandidater til en bustur, kandidater så vidt muligt bosidende i de lokalområder bussen kørte igennem. Tanken var en direkte dialog, at nye og mindre kendte kandidater skulle få mulighed for at vise og fortælle hvad de stod for, at få skabt en fornyet interesse for lokalpolitikken, og ikke mindst modvirke polarisering mellem land og by. Det blev en succes.

Bussen stoppede i de 6 landsbyer, Gesten, Veerst, Gjerndrup, Hovborg, Lindknud og Bække, hvor de veloplagte politikere i 45 minutter hvert sted fik muligheden for en direkte dialog med de fremmødte borgere om hvad der specifikt var brændende emner lokalt. Det blev nogle livlige snakke med spørgsmål frem og tilbage og gode forslag til konkrete løsninger fra alle kanter. Det blev en dialog uden slagord eller varm-luft løfter. Mange emner kom på bordet, emner som set med lokale briller var store og som lokal-politikerne nu fik en klar fornemmelse af, hvorfor og hvordan man kunne tænke ud af boksen, finde løsninger. Selvom det ikke var en politisk forhandling, var det inspirerende hvor hurtig at der på tværs af partier kunne blive enighed og især hvordan man reelt kunne tage fat. Ikke at alt kunne løses, men meget kunne forstås og komme med på dagsordenen i det fremtidige byråd. De små lokalsamfund blev klart hørt, og der blev noteret flittigt emner til det senere byråd.
Stemningen både i bussen og og på møderne i den 7 timer lange tur, startede fra det venlige (men reserverede) og blev hurtig hjertelig og åben, diskussioner og snakke på kryds og tværs. De fremmødte på møderne oplevede kandidaterne som ærlige og respektfulde og frem for alt lyttende, selvom også meget følelsesladede emner kom på bordet. De blev hørt.
Sidst men ikke mindst var det en klar konklusion fra politikerne, at det var en hidtil overset form for kommunikation de meget gerne fremover vil benytte sig af.
Det bliver ikke sidste gang at Bussen kører med byrødder ude i de små samfund her i Vejen.
Hærvejsklyngen takker hjerteligt alle de mange frivillige og politikerne og sponsorer der gjorde det muligt.